En 48-årig lastbilchauffør fra Sydlolland blev tirsdag ved Retten i Nykøbing kendt skyldig i uagtsomt manddrab og overtrædelse af færdselsloven efter en trafikulykke i januar sidste år, hvor en 56-årig mand på knallert blev dræbt.
Ulykken skete 3. januar sidste år om formiddagen. Lastbilchaufføren, der sad bag rattet i et knap 16 meter langt vogntog, kom kørende ad Majbøllevej og skulle svinge til højre ad Guldborgvej mod Guldborg L.
Knallertkøreren kom kørende ligeud ad Guldborgvej og blev ramt af lastbilen, da denne kørte frem i krydset.
Chaufføren, der nægtede sig skyldig, forklarede i retten, at kender vejen godt og har kørt der mange gange. Omkring ulykken forklarede han, at han holdt stille i krydset og orienterede sig flere gange til begge sider, før han kørte ud på Guldborgvej.
Kort efter, at han kørte frem, hørte han noget, der efter hans opfattelse lød som et dæk, der eksploderer. Han kørte derfor ind til siden, og kort efter kom en mand løbende, og først der gik det op for ham, hvad der var sket.
- Det gik fuldstændig i sort for mig, forklarede han i retten.
Oversigtsforholdene og sigtbarheden på stedet blev vurderet som gode, og der var ikke andre biler på vejen.
En bilinspektør var indkaldt som vidne i sagen, og den erklæring, han havde udarbejdet på baggrund af ulykken, blev brugt som dokumentation i retten.
Bilinspektøren forklarede, at der ikke var konstateret fejl eller mangler på hverken lastbil eller knallert.
Bilinspektørens undersøgelser viste, at knallerten var blevet påkørt i cykelfeltet foran hajtænderne, hvorefter knallerten var væltet og blevet trukket med af lastbilen nogle meter.
Bilinspektøren skønner, at lastbilen på ulykkestidspunktet kørte mellem 10 og 22 kilometer i timen, og formentlig cirka 16 kilometer i timen.
I sin procedure lagde anklager Mia Christiansen vægt på bilinspektørens forklaring, som hun mente beviser, at lastbilen ikke holdt stille, og at chaufføren ikke havde overholdt færdselslovens bestemmelser om at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, og at der var tale om uagtsomt manddrab.
Den 48-åriges forsvarer Karen Gøtzsche erklærede sig i sin procedure enig i hændelsesforløbet, men hun mente ikke, at der var tale om en uagtsom handling.
Efter at have voteret erklærede en enig domsmandsret dog den tiltalte skyldig i både overtrædelse af færdselsloven samt uagtsomt manddrab.
Den endelige dom og strafudmåling må dog vente til 6. juni, da den tiltaltes forsikringsselskab ved en fejl ikke var blevet bedt om at møde i retten, og derfor kunne retten ikke træffe afgørelse om et erstatningskrav, som er blevet fremlagt.
Der var på forhånd fra anklagemyndighedens side lagt op til, at chaufføren skal idømmes en bødestraf.